Kredsforeningen for Midtjylland Kreds 16
BESTYRELSENS ÅRSBERETNING FOR 2008
Det Herrens år 2008 var et besynderligt år, vil mange nok være enige I! Det gik jo lige så godt, men så vendte det hele pludseligt i september og oktober. Også i vor skønne lille Danmark!
Det mest besynderlige var, at det stort set kun var noget kloge folk sagde, at vi skulle være skræmte over. Altså Finanskrisen! Vi, som almindelige borgere kunne ikke mærke noget. Pjat, mente vi! Det er engang kæmpe hysteri! Men det vender vi tilbage til.
Foreningsarbejdet
Her i Spastikerforeningen har det været et meget godt år gennem HELE året. Både økonomisk, visuelt overfor omverdenen samt visionært.
Januar startede med, at vi i foreningen opfordrede Lægemiddelstyrelsen til at se på, i hvor høj grad der er en sammenhæng mellem behandling med Interferon for modermærker og spastisk lammelse. Det skete på baggrund af TV-Program-met 21 SØNDAG d. 20. januar, hvor de tog det op i et indslag om en 6-årig dreng, der fik spastisk lammelse, fordi han som spæd blev behandlet med lægemidlet, Interferon. Lægemidlet blev brugt, fordi drengen var født med jordbærmærker i ansigtet. Medfødte jordbærmærker kan i sjældne tilfælde være livsfarlige. Det fulgte 21 SØNDAG op på de efterfølgende søndage sammen et par andre tilfælde.
Der skete flere positive tiltag gennem foråret i forhold til vilkår for mennesker med handicap. Lørdag den 3. maj 2008 blev en historisk dag for handicappede verden over. På denne dato trådte FN’s Handicapkonvention i kraft. 25 lande har indtil nu ratificeret. Danmark arbejder mod en ratifikation, og vi håber på, at dette vil ske i 2009.
Det næste meget vigtige skridt for mange spastikere kom midt i juni måned. Den nye lovgivning omkring hjælpeordningerne §95 samt §96 - BPA - blev d. 12. juni vedtaget med virkning fra 1. januar 2009. Lovgivningen indeholder helt klart en række forbedringer. Det er positivt, at det med det nye lovforslag bliver muligt at skræddersy ordningen, så den passer til den enkeltes lyst, tid og kompetencer i forhold til at administrere ordningen. De mennesker, der ønsker at påtage sig det fulde ansvar for deres hjælpeordning, kan gøre det, mens de, der helst vil være fri for arbejdsgiveransvar og administration med lønninger osv., kan slippe for det.
Det er også et kvalitetsløft, at kravet om et højt aktivitetsniveau afskaffes og erstattes af en samlet, individuel vurdering af borgerens hjælpebehov og ikke, som nu, efter et krav om et højt aktivitetsniveau.
Oprettelsen af en rådgivningsfunktion for brugerne vil også være en fordel. Vi har arbejdet med helt konkrete sager her i foreningen, hvor vores medlemmer er kommet i klemme i forbindelse med fx afskedigelser, fordi det kan være yderst vanskeligt at have det fulde overblik i arbejdsretslige spørgsmål. En non-profit borgerstyret organisation LOBPA, Landsorganisationen for Brugerstyret Personlig Assistance, er nu oprettet af Danske Handicaporganisationer Spastikerforeningen sidder i ressourcegruppen, som er en gruppe under bestyrelsen.
Både Sverige og Norge har erfaringer med den slags borgerstyrede foreninger, der driver non-profit virksomhed. En slags andelsforeninger oprettet og styret af borgere, der selv har et handicap og ved, hvor skoen trykker.
Absolut sidste nyt er, at LOBPA og fagforbundet 3F underskrev en overenskomst for handicaphjælpere i fredags 16. januar. Vi kender endnu ikke teksten i overenskomsten.
Vedrørende den ny ungdomsuddannelse til unge med særlige behov så vi, og ser stadigvæk, en enestående chance for de unge med cerebral parese, som nu får retskrav på et tilbud om ungdomsuddannelse, idet kommunerne fra august 2007 skulle kunne tilbyde disse unge en treårig ungdomsuddannelse. Økonomiforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Undervisnings- og Finansministeriet er imidlertid gået i stå, og mange kommuner skaber ganske enkelt ikke muligheden for dette tilbud til de unge.
Derudover er foreningen i dialog med politikere om flere temaer som fx træning i hjemmet, voksne spastikere, socialloven + flere emner, der poppede op og blev meget relevante i 2008.
Det nye sommerhus på Samsø var vores pr. 1/11-2008. Herefter er der gang i at oprette lifte i loftet. Vi går i gang med at få det malet i det tidlige forår. Huset kan stå klart til udlejning fra sommeren 2009. I Spastikeren december 2008 har der været en større artikel, hvor vi markedsførte sommerhuset. Herudover tilbyder foreningen også udlejning i to andre sommerhus i landet, hhv. i Trend oppe ved Løgstør og i Marielyst ved Nykøbing F.
Her sidst på året har vi haft en anden stor presserende sag om manglende træningsvedligeholdelse oppe og vende bl.a. hos Sundhedsminister Jakob Aksel Nielsen uden det store held desværre. Spastikere over 18 år har ikke noget samlet tilbud om løbende kontrol fra sundhedsvæsnet side. Det undrer Spastikerforeningen.
Den historie var TV-avisen ude med 2. juledag 2008, hvor Peder Stausholm, kredsformand for Østjylland, og direktør Anne Holm Hansen, medvirkede mht. Peders leddegigt, som er kommet af manglende vedligeholdelsestræning. Sidste nyt er, at Danske Regioner nu vil gøre noget ved sagen, og det ser foreløbig positiv ud.
Og vi skal da ikke glemme, at vi havde et fantastisk godt landsmøde med paneldiskussion og gode, vedkommende foredrag og masser af spørgelyst på Sommar Sol i Skåne, Sverige, i august måned. De tre workshops var også meget populære og ikke mindst det sociale arrangement lørdag aften, hvor alle så ud til at have en dejlig aften.
Søndagens tilbud om rådgivning og vejledning fra administrationens socialrådgiver og psykolog faldt også i god jord og ikke mindst tilbuddet om Wellness om søndagen.
Endelig tager det nye domicil i Høje Tåstrup form på idé-plan. På ejendomsmøder sammen med 15 organisationer og DH planlægges i detaljer. 2009 bliver året, hvor vi får vished for, hvilket hus, vi skal flytte ind i om nogle år.
Foreløbig har foreningen været så heldige, at en forhandling med Frederiksberg kommune, om at udskyde flytningen fra Flintholm Alle, faldt fint i hak. Kommunen betaler ejendommen med det samme, så vi kommer til at bo til leje på favorable vilkår, indtil vi flytter.
Det lokale kredsarbejde
Vi startede året med vores Generalforsamling 2008, torsdag d. 24. januar på Skovbakkehjemmet i Skive. Aftenen startede med en buffet af pizzaer. Pizza-buffeten kunne have været bedre er vi senere blevet enige om!
Efter kaffen holdt foreningens direktør Anne Holm Hansen et spændende oplæg om fremtiden samt visionerne for foreningen iblandet lidt historie.
I sommer havde vi en udmærket fisketur til Munkbro fiskesø søndag d. 22. juni. Munkbro Fiskesø består af både en børne-sø og en almindelig sø til os voksne. Aldrig havde vi voksne fået gang i fiskestængerne, før børnene havde fanget de første fisk. Godt gået! Så håbede vi andre, at vi var ligeså heldige. Men ak. Vi fik kun søgræs på krogen!
Og regnen. Den var vi heldige med! Bortset fra i 10 minutter lige efter start. Så alle var tørre, da vi skulle til at lægge op efter 2 timer. Bortset fra børnene var det småt med fisk. Dog var næstformanden kommet om ved en lokal frisk ung mand på 12 år, der forærede ham en fisk, for som han sagde ”Vi har fryseren fyldt med fisk derhjemme. Og for øvrigt har jeg lige fanget 2 på et kvartér”. Og det var vel og mærke i den store sø…
Bagefter kunne vi nyde vor ”grill-frokost” under gode forhold, hvor der både var læ under et halvtag med borde og bænke samt 2 store grill samt præmieoverrækkelse. Og vi smagte alle næstformandens fisk. Da vi havde spist og hyggede os lidt, var det tid til at drage hjemad.
I sommerferien havde vores forældregruppe en tur til Jesperhus Blomsterpark. Nærmere betegnet d. 13. juli, hvor de havde en dejlig tur med en fin tilslutning.
I foråret og først på efteråret deltog i alt fire styk fra bestyrelsen i 3 dialogmøder i hhv. Viborg og Skive, hvor begge kommuner havde lagt op til, at man ville ligge op til, at man vil inddrage de forskellige brugerorganisationer og pårørende i den lokale handicappolitik. Så må vi håbe, at de kære politikker og embedsmænd bruger lidt af input’ene, de har fået på møderne, selv om man kan være bange for, at møderne mere var et spil for galleriet. Altså, noget man SKULLE afholde, men vi håber, at der kommer lidt reelt ud af det. Trods alt!
Måden vi står, går, sidder på, vores kropsholdning, ansigtsmimik og gestikulation - alt sammen afslører det noget om, hvem vi er, hvor vi hører hjemme, vores inderste tanker og følelser og vores status i forhold til vores omgivelser. Alt dette
blev taget kærligt op af mimeren, artisten og klovnen Henrik Rasmussen, onsdag d. 24. september i Borgerhuset Stationen i Viborg. Det blev en meget, meget morsom aften.
Jens Tamborg ”live” havde vi valgt og kalde aftenen med vores socialrådgiver i Spastikerforeningen. Arrangementet foregik torsdag d. 23/10 i Borgerhuset Stationen i Viborg. Vi gentog succesen med oplæg af Jens Tamborg fra sidste forår. Denne gang var der fokus på voksenområdet. Jens fortalte os bl.a. noget omkring: Den ændrede §96-Hjælperordning (LOBPA), §95-Ledsagerordningen, Handicapbiler og Merudgifter.
Efterfølgende var der mulighed for at stille spørgsmål til aftenens temaer. Og spørgelysten blandt tilhørende var meget stor, og alle fik vist svar på alle deres spørgsmål, selvom vi desværre måtte ”cutte af” for flere spørgsmål til sidst.
Som afslutning på året havde vi arrangeret et alternativ Julearrangement. Vi tog simpelthen på en bustur til København lørdag d. 29. november, hvor opsamlingsstederne var Skive, Viborg og Tjørring ved Herning. I Charlottenlund besøgte vi Helene Elasses Centret. Dér startede vi med en let frokost og fik en meget interessant rundvisning på centret af direktør Peder Esben Bilde.
Efter besøget kørte vi først på eftermiddagen videre til Tivoli. Dér fik Julehyggen frit slag, inden vi afsluttede besøget med en fælles middag, hvorefter vi stak næsen hjemad. Regnvejret lod vi os ikke kyse af, men det var lidt af en lang dag…
Af bestyrelsesmøder er der afholdt fire i årets løb. To i foråret og to i efteråret skiftevis i Viborg og Skive. På disse møder har lov-ændringerne i hjælperordningen fyldt en del, bl.a. pga. Viborg kommune havde været lidt for kreative mht. besparelser på området.
År 2009
Nu står vi et skridt inde i 2009 og er meget spændt på, hvad det bringer. For at vende tilbage til Finanskrisen et øjeblik, så viste det sig desværre ikke at være det rene hysteri. Her et trin længere ind i krisen, må vi ikke håbe, at vore ”kære” Regering klatter alle vore skattekroner hen til x-antal bankpakker, som er at sammenligne med og hælde vand i Karup Å!
For så ser det virkelig grelt ud med vor lille velfærdsstat og de, der behøver lidt mere hjælp end andre i vort samfund. Bl.a. de, som vi repræsenterer. Bankerne er jo sig selv nærmest, ser det jo desværre ud til, når vi kigger rundt i den øvrige verden!
Dog er en sådan forening som vores ikke så følsomme overfor sådanne kriser. Heldigvis da! Det skal da lige være overfor svigtende tilførslen af fondsmidler. Vi er så heldig at have en solid regnskabschef centralt i foreningen, som har formået at tjene på aktier og obligationer i året, der er gået. Så, det er ikke sortsyn det hele.
Dernæst er det også lykkes foreningen at sælge Spastikernes Hus på Frederiksberg og salgssummen er oven i købet allerede indkasseret fra kommunen, som købte huset. Og nu bor vi til leje i huset, som tidligere nævnt til en meget favorabel pris.
Derudover har foreningen gang i mange positive tiltag bl.a. indenfor forskning og udbredelsen af kendskabet af Spastikerforeningen.
Lokalt har vi haft rigtigt godt samarbejde i bestyrelsen og udvalgene i det forløbende år. Vi vil her til slut gerne takke for den opbakning til de forskellige arrangementer, vi har fået fra medlemmerne. Den kommende bestyrelse og udvalgene vil forsætte med at lave spændende og interessante arrangementer også i 2009, er vi ret så sikre på.
Med disse ord vil vi ønske alle et godt, trygt og fremgangsrigt 2009 og sende denne årsberetning til debat og afstemning.
Bestyrelsen i Kreds Midtjylland
D. 17. januar 2009
Bestyrelsens Årsberetning 2007
Ja, nu er Årsskiftet jo lige passeret. I år har vi forsøgt at ligge denne Generalforsamling tidligere end vi plejer, for at komme Vejrguderne i forkøbet. Det nåede vi jo paradoksalt nok ikke sidste år! Og så har det også den fordel, at det jo også er nemmere at huske, hvad der skete i året der gik!
I det store perspektiv
Året 2007 var imødeset med spænding fra flere sider. Ikke mindst fordi det var det første år, hvor vi skulle finde os til rette med den nye Kommunalreform, der blev en realitet fra d. 1. januar 2007. Og det blev en endda meget stor udfordring på det kommunale område. Desværre også inkluderet de problemer, der var forudset for det sociale område på forhånd.
Men ellers går det jo godt her i Danmark. Det siger vores regering i det mindste! Og jo, det passer vel også meget godt, hvis man er rask og rørig samt har et godt arbejde og ikke er afhængig af det sociale system, som bliver mere og mere presset.
Det kan og skal man ikke klandre personalet for, som i det daglige udfører deres arbejde på bedste vis overfor brugerne. Personalet bliver blot presset mere og mere fra alle sider af. Og det har givet sig udslag i nogle uheldige episoder i årets løb bl.a. på nogle plejehjem og bosteder.
Man har altid lov til at ændre sig til det bedre. Så endelig ser det ud til, at Regeringen har fattet lidt pointen og vil til at sætte lidt af stopper for alt bureaukratiet bl.a. ude i kommunerne, så der bliver mere tid til det primære; nemlig at servicere brugerne og borgerne. Men der skulle åbenbart et Folketingsvalg i november 2007 og et ekstern pres fra personalegrupperne i socialsektoren til!
Hvis vi dvæler ved Folketingsvalget for en kort bemærkning, var der vist mange, der har med socialt arbejde at gøre – professionelt og frivilligt – der gerne have set Regeringsskifte, så vi kunne have fået det sociale fællesskabsansvar overfor hinanden mere i højsædet igen med Mrs. Thorning-Schmidt i spidsning. Men som nævnt har vores nuværende Regering lov til at forbedre sig og få det sidste område med, der halter. Altså, efter Kommunalreformen indførelse.
Så må vi håbe, at de også evner at få kommunerne leve op til de servicestandarder, som man udstikker centralt fra. Men disse servicestandarder må da meget gerne blive højere!
Ellers er det, vi bedst husker 2007 for i det store og hele, vel en halv trist og våd sommer, et varmt forår efter sigende; kan vi huske det sidste? Samtidigt diskuterede vi klimaforandringer, der vist til syvende og sidst skyldes for få lave skyer! Samt en prinsessefødsel og dåb.
På de interne linjer
Vi selv i Spastikerforeningen har formået at bringe nogle vigtige emner på banen, således at de blev bragt op i pressen pga. deres åbenlyse præg af forskelsbehandling. Det gælder eksempelvis indenfor sagerne om tabt arbejdsfortjeneste til hjemmegående med handicappede børn og unge samt om betaling for specialtilbud.
Dog var der heldigvis lang fra kun negative historier fra 2007. Et de mange lyspunkter har været oprettelsen af den nye 3-årige ungdomsuddannelse for unge med specielle behov, som startskuddet lød til i august måned. Den forventer vi os meget af. Blot havde vi helst set, at den havde dækket en bredere aldersgruppe.
Hvad angår tingene i selve foreningen har vi nu solgt begge vore sommerhuse inkl. grunde på Langeland i efteråret, og vi er nu ude på boligmarkedet på udkig efter en grund eller en meget velegnet handicapvenligt sommerhus midt i Danmark. Men handicapvenlige sommerhuse er ikke dem, man falder over hver dag, men vi har p.t. kig på et på hhv. Fyn og Samsø. Dog er disse udvælgelsesprocesser normalt langvarige, så her skal man have tålmodighed. Vi kan først til næste år igen tilbyde vore medlemmer en ”sommerhusferie”, hvilket også er annonceret i december-udgaven af Spastikeren.
En anden ting er, at foreningen har besluttet at flytte ind i det nye DH-byggeri (DSI har taget navneforandring til DH, Danske Handicaporganisationer), der bliver opført i 2009. Det bliver sammen med mange af DH’s medlemsorganisationer. Selve DH-byggeriet tilstræbes at blive det mest handicapvenlige og –tilgængelige, Danmark har set indenfor nyt kontorbyggeri til dato. Der er lagt op til, at det skal danne nye standarder for fremtidig kontorbyggeri.
Midt i juni blev Helena Elsass Centeret i Charlottenlund indviet af Spastikerforeningens protektor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte. Helena Elsass Centeret har forskellige tilbud til spastikere bl.a. udredning i forhold til ens uddannelses- og jobmæssige situation. Vi er pt. ved at etablere et konstruktivt samarbejde med Centret, hvilket skrider godt fremad.
Tirsdag d. 30. oktober fandt Spastikernes Dag sted for første gang nogensinde. I den anledning udstedte foreningen aktier, som man kunne købe og derigennem støtte foreningens arbejde og måske også få nye medlemmer ind. Dette nye tiltag blev en succes, der kulminerede med et vellykket arrangement på Kunstmuseet AROS i Århus.
Vi har desuden været meget opmærksomme de problemer vore medlemmer har været ude for i forbindelse med deres hjælpe- og ledsagerordninger landet over i løbet af året og sidst i Viborg Kommune, hvor man pludselig vil spare 1.000.000,- på ordningerne. Det har resulteret i, at foreningen har kastet over udfordringen i og få indført en forbedret ordning lig dem, der fungerer i Sverige og Norge, hvor de har flere alternativer i hvert af landene. Det kan også være med til at afhjælpe manglen på hjælpere med forbedrede forhold. Dog skal brugerens vilkår her veje tungest!
Lokalt
Her i kredsen bød 2007 på i alt 5 bestyrelsesmøder, som hhv. blev afholdt i Skive og Viborg, som har budt på et godt og konstruktivt samarbejde. Som medlem af hovedbestyrelsen blev undertegnede desuden indvalgt i foreningens Forretningsudvalg i april for en 3-årig periode.
Desuden fortsatte vi vores engagement i de lokale DSI-, nu DH-, afdelinger, hvor der har været nok at se til bl.a. pga. Kommunalreformen.
Derudover havde vi div. arrangementer året igennem, hvoraf ét blev afholdt sammen med Dansk Handicapforbund, Skive-Viborg.
Aktiviteter
Tirsdag d. 10. april holdt kredsen et foredrag René Nielsen på Ibsgården i Viborg sammen med DHF-Skive-Viborg. René fortalte om sit liv på sin egen chokerede, humoristiske og provokerende måde. Vi havde en fantastisk god aften, hvor vi håber, at mange lærte noget af Renés positive syn på tilværelsen. Arrangementet var meget velbesøgt.
Familietur til Baboon City lørdag d. 12. maj i Herning. Vi havde en meget vellykket tur. Klokken kl. 10 mødtes vi udenfor dørene. I alt 34 var vi; voksne og børn. Så kunne festlighederne ellers begynde på under godt 9000KvM. tag med diverse forlystelser lige fra massagestole til radiobiler og rodeotyre! Så gennem hele fire timer var der frit slag. Dog afbrudt af en overdådigt frokostbuffet midt på dagen.
Da klokken blev 14 var alle, især børnene, godt brugte. Så det var tid til at vende næsen hjem ad. Det var besøget værd, var alle enige om!
Torsdag d. 24. maj havde vi foredrag med socialrådgiver Jens Tamborg. Vi havde været så heldige, at Jens Tamborg (socialrådgiver i spastikerforeningen) havde sagt ja til at komme og holde et foredrag for os omkring merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, invalidebiler samt boligændringer. Det var et meget succesfuldt arrangement, der var velbesøgt. Vi gentager nok succesen igen i år med vægten lagt mere på problematikker, der vedrører voksne spastikere.
En hyggeaften med livsglad humor. Med en aften i humors tegn, kan alle der var tilstede nok nikke genkendende til den d. 24. september, hvor vi i kredsen havde fornøjelsen at have Filosof John Engelbrecht på besøg… John Engelbrecht er mag. art i filosofi, underviser, foredragsholder og forfatter til en lang række artikler og bøger.
I sin lette tilgang fortalte John Engelbrecht om, hvordan man kan gøre sin hverdag mere sjov ved at benytte humoren som drivkraft, og derved få en sundere og mere livsglad indstillingen til livet.
Søndag d. 9. december afholdt vi Adventsfest og Julehygge for hele familien på Ibsgården i Viborg. Adventsfesten blev en hyggelig eftermiddag for medlemmerne og for medlemmernes nærmeste familie. Vi hyggede, spiste Julegodter og spillede amerikansk lotteri, hvor der var store gevinster til både børn og voksne!
Forældregruppen mødtes for en enkelt gangs skyld i april uden børn for at gå ud og spise. Det var et godt initiativ, selvom opbakningen til det var desværre moderat. Der var jo også 2 af vores øvrige arrangementer for 2007, der henvendte sig til børn.
Også i år vil vi have en række aktiviteter i kredsen. De er p.t. på tegnebrættet, og de vil blive annonceret på hjemmesiden og i Bladet lige så snart de er blevet fastlagt.
Afrunding
Alt i alt har det været et godt og begivenhedsrigt år for Spastikerforeningen, hvor vi har fået markeret vores synspunkter både på landsplan og lokalt. Samtidig skal vi bestræbe os på, at vi kan nye medlemmer ind i folden, som vil støtte vort arbejde i foreningen og i kredsen. Dette skal komme vore medlemmer til gode til syvende og sidst.
Her til slut vil jeg gerne rette en stor tak til bestyrelsen og til alle, der har hjulpet os i kredsen i 2007; specielt med og under vore forskellige arrangementer. Og jeg håber, at 2008 bliver indtaget med lige så stor entusiasme.
Med ønske om et fremgangsrigt 2008 vil vi sætte beretningen til debat og forhåbentlig godkendelse.
Kredsformand Jørgen Knudsen
Pva. Bestyrelsen
Skive, søndag d. 20. januar 2008


















